Hingstene klar til AEG

D. 3. februar 2011

Tiden nærmer sig med hastige skridt den store årlige begivenhed i Norsk Varmblod, nemlig Artic Equistrain Games, som både består af hingstekåring men sandelig også flere store konkurrenceklasser, så absolut en spændende tid. AEG foregår d. 21. - 24. februar.

Katrinelund har igen i år en flok hingste med til begivenheden. I konkurrenceklasserne vil Crelido og Cabachon være at finde med deres faste norske partner - landsholdsrytteren Stein Endresen, som de seneste år har lavet særdeles gode resultater med begge hingste. Derforuden vil der være mulighed for at se den skønne natsorte dressurstjerne - De Noir med Lotte Skjærbæk. Parret har netop med succes afprøvet formen før showet og de er klar til udfordringen.

Til selve hingstekåringen er der fire hingste til fremstilling.
Katrinelunds faste samarbejdspartner Kristin Andresen fremstiller hendes egen avl i Swix e. Sandro Hit / Depardeui, som netop har bestået 35 dags test i DV. Derforuden fremstiller hun ligeledes Cash e. Crelido/Baldini I (opdrættet af Tommy Hangaard, Hanstholm og avlet i DV regi) samt Acolino e. Acorado I / Lactus II - han vil desuden også deltage i konkurrenceklasserne med Stein Endresen. Den sidste hingst som bliver fremstillet er Clearo e. Clearway / Landjunker II. Ejet af Stutteri Ekra Gård.

Vi glæder os til at fremvise hingsene ved AEG.